Velkommen

Hvad er FAPIA?

FAPIA står for Foreningen Af Psykologistuderende I Aarhus. Vi er en forening med det formål at gøre studiet mere behageligt, bedre og federe for de psykologistuderende på Psykologisk Institut. Foreningen består af en bestyrelse, sociale udvalg på studiet samt alle dem, som køber medlemskab af foreningen.

Følg os på Facebook og Instagram for at følge med i nyheder og begivenheder.

Hvad gør FAPIA?

Først og fremmest støtter FAPIA langt de fleste udvalg på Psykologisk Institut økonomisk, så de har mulighed for at afholde en lang række arrangementer og begivenheder uden de store omkostninger eller udgifter. FAPIA er på den måde “foreningernes forening”, der igennem økonomiske rammeaftaler muliggør eksistensen af det rige og skønne udvalgsliv, vi har på psyk. Hvis du gerne vil oprette et udvalg eller har en anden god ide til et arrangement, er du mere end velkommen til at række ud til os for hjælp og vejledning på fapiapsyk@gmail.com.

FAPIA står også for produktionen og salget af kompendier til en lang række af obligatoriske fag på bacheloren og kandidaten.

FAPIA administrerer desuden en terapiordning samt en massageordning, hvor man således med et FAPIA-medlemskab kan få god rabat på massage og timer hos tilknyttede praktiserende psykologer. Du kan få mere information om massage her og se listen med vores tilknyttede psykologer her.

Derudover faciliteres kommunikationen af en lang række studierelevante jobs på FAPIA jobbank. Sidst men ikke mindst står FAPIA også for uddelingen af specialepladser. FAPIA har FAPIA-Fonden, der er DIN mulighed for at søge penge til afholdelse af events, der er til glæde for dine medstuderende. Fondens kapital er på ca. 6.000 kr. pr. år, så hold dig ikke tilbage – send os en ansøgning!

FAPIA administrerer Opslagstavlen på Facebook, hvor man som psykologistuderende på AU kan orientere sig i begivenheder, arrangementer, nyheder, kompendiesalg, mv.

Medlemskab

Som medlem af FAPIA får du bl.a. rabat på kompendier, kurser, foredrag, fester, terapi, revy-billetter, massage og øvrige arrangementer på studiet. Og så er du med til at støtte den sociale trivsel på Psykologi! At foreningen kan yde økonomisk støtte til udvalgene, skyldes de penge, som kommer ind via medlemsskabskontingentet. Du kan vælge mellem følgende medlemskaber:

½ år: 100 kr. / 50 kr. med DP-medlemskab (efterår 2024)

1 år: 120 kr. / 60kr. med DP-medlemskab (efterår 2024 – forår 2025)

2 år: 220 kr. / 110 kr. med DP-medlemskab (efterår 2024 – forår 2026)

4 år: 400 kr. / 200kr. med DP-medlemskab (efterår 2024 – forår 2028)

Medlemskaberne købes her.

I kraft af FAPIA samarbejde med Dansk Psykolog Forening er det muligt for den studerende med DP medlemskab at få rabat på sit FAPIA-medlemskab. FAPIA-medlemskab kan således købet til halv pris, hvis man er medlem af Dansk Psykolog Forening. For nye studerende, der er meldt ind i DP, får man hele første års FAPIA-medlemskab gratis!

Vil du være med i bestyrelsen?

FAPIA styres af FAPIA-bestyrelsen, som vælges på den årlige generalforsamling. Hvis du overvejer at blive medlem af bestyrelsen, kan du kigge ind på FAPIA-kontoret og høre nærmere om, hvad der ligger i arbejdet. Bestyrelsen mødes typisk én gang i måneden, og hvis du er frisk på at give en hånd med, kan vi garantere at du får et meget bedre indblik i studiemiljøet på Psykologisk Institut.